< Tilbage
Skal din virksomhed bruge emojis i SMS

Emojis i SMS: Er det et go eller no-go for din virksomhed?

9

.

May

2022

0 min læsetid

Skal jeg bruge emojis i mine SMS-beskeder? Hvis du har stillet dig selv det spørgsmål i forbindelse med en SMS-kampagne, er du langt fra den eneste.

Den skrevne kommunikation er i konstant udvikling, og en af de seneste tilføjelser hertil er de såkaldte emojis. Mange af os bruger dem i høj grad, når vi kommunikerer med vores venner og familie via SMS og online chat. Spørgsmålet er dog, om emojien også har sin berettigelse i professionelle sammenhænge, som for eksempel når din virksomhed kommunikerer via SMS.

Sammen med Luksusbaby.dk satte vi os for at undersøge, om det kan betale sig at benytte emojis i SMS. Vi tager dig igennem resultaterne af undersøgelsen i indlægget her.

Hvor kommer emojis fra?

Emojis er ikke et nyt fænomen. De fleste af os kender, og har endda brugt, den klassiske tegn-emoji typisk bestående af et kolon, en bindestreg og en slut-parantes - også kendt som “:-)”.

Men med computerens frembrud opstod en helt ny måde at udtrykke sig på: Billede-emojien. Det er den emoji, de fleste af os kender og bruger i dag. Den kan for eksempel se således ud: 😊

Med den store stigning i brugen af emojis både i privaten og på arbejdet opstår der et spørgsmål hos mange virksomheder: Skal vi benytte os af emojis, når vi kommunikerer eksternt på skrift?

Bør virksomheder bruge emojis i SMS?

Svaret afhænger af, hvem du spørger. Nogle studier peger nemlig på, at emojis som en del af din virksomhedskommunikation er en rigtig god idé, da emojis langt hen af vejen fungerer som den skriftlige kommunikations svar på kropssprog. En emoji kan således hjælpe med at gøre et budskab mere tydeligt og personligt.

Omvendt peger andre studier på, at brugen af emojis professionelt kan betyde, at modtageren tager dit budskab mindre seriøst. Din virksomhed kan sågar komme til at fremstå mindre kompetent, når emojien bliver en del af jeres skriftlige budskab. Dertil kommer, at det faktisk kan være en dyr fornøjelse at bruge emoji i jeres SMS-beskeder.

Koster det ekstra at sende en SMS med emoji?

Bruger du emojis som privatperson, koster det som udgangspunkt ikke ekstra at sende en SMS med emojis, da de fleste abonnementer i dag indeholder fri afsendelse af SMS. Sagen er dog en anden, når du som virksomhed skal sende SMS’er typisk via professionelle gateways.

Årsagen skal findes i SMS-beskedens begrænsede antal tegn (også kaldet anslag). Én helt almindelig tekstbesked kan nemlig indeholde op til 160 tegn. Overskrides de 160 tegn, sender du faktisk hvad der svarer til 2 SMS’er, også selvom beskeden sendes samlet som én. Sådan forsætter det cirka per 160’ende tegn.

Et enkelt tegn eller anslag svarer til f.eks. et bogstav, et punktum, et mellemrum eller lignende. En gammeldags smiley-emoji svarer altså til tre tegn: Et kolon, en bindestreg og en slutparantes. En moderne billede-emoji kan derimod fylde fra 1 helt op til 90 tegn afhængig af den valgte emoji.

Samtidig er det ikke muligt at benytte emojis ved det klassiske GSM7-format, som en SMS-besked normalvis sendes ved. Bruger du en emoji, overgår din besked derfor til UCS2-formatet, og her tæller én SMS kun for 70 anslag i stedet for de normale 160 tegn.

Taksering af SMS i GSM7- vs. UCS2 format

Hvad koster det at sende emojis i SMS?

Benytter du emojis, har du altså både færre tegn at gøre med per SMS, samtidig med at tegnene hurtigere bliver brugt op. Med en hurtig hovedregning er det altså let at se, at budgettet hurtigt stiger, når du vælger at benytte emojis i virksomhedens SMS-beskeder.

Du kan læse mere om taksering af og indhold i SMS-beskeder i vores indlæg: “Hvor mange tegn må en SMS-besked indeholde”.

Case: Luksusbaby testede effekten af emojis i SMS-beskeder

I dag anser mange virksomheder emojis som en naturlig del af deres kommunikations- og marketingstrategier og nogle endda som en del af deres DNA. Derfor er vi hos inMobile ofte i dialog med vores kunder omkring brugen af emojis i virksomhedernes SMS-kommunikation. Mange er nemlig i tvivl om, hvorvidt det egentlig kan svare sig at benytte emojis i deres SMS-beskeder, når man tager den ekstra omkostning i betragtning.

Hos inMobile er vi eksperter i SMS-kommunikation, og derfor har vi naturligvis sat os for at undersøge sagen nærmere. Det har vi gjort i samarbejde med Luksusbaby.dk.

1. Formål

Hos Luksusbaby.dk har de længe benyttet sig af SMS-marketing og med gode resultater. De bruger ofte emojis i deres SMS-beskeder, men har alligevel været i tvivl om, hvorvidt det at sende emojis egentlig er de ekstra omkostninger værd.

Derfor er formålet med denne case at undersøge, hvorvidt det økonomisk kan betale sig for virksomheden at bruge emojis i deres SMS-kommunikation, når man ser på omkostningerne i forhold til klik-rate og konverteringer.

2. Fremgangsmåde

For at undersøge dette, bad vi Luksusbaby.dk sende nedenstående to SMS-beskeder til to sammenlignelige målgrupper og på samme tidspunkt.

Billede af to SMS-beskeder - en med emojis og en uden emojis

Beskederne havde samme tekst og budskab. Den eneste forskel bestod altså i, at den ene besked indeholdt emojis, mens den anden blot var en ren tekstbesked.

3. Resultatet

Resultatet af undersøgelsen viser, at der er minimal forskel i klik-raten mellem de to beskeder. Som tabellen neden for viser, var antallet af klik faktisk højere i beskeden uden emojis sammenlignet med beskeden med emojis.

Er SMS-beskeder med emojis bedre end uden emojis?

Samtidig oplevede Luksusbaby.dk, at beskeden uden emojis omsatte for 10% mere end beskeden med emojis. Kigger vi på den øgede omkostning ved at bruge emojis i SMS sammenlignet med den minimale forskel i CTR, må vi altså konkludere, at det økonomisk ikke kan betale sig at bruge emojis i virksomhedens SMS-kommunikation.

Fordele og ulemper ved emoji kommunikation?

Når det kommer til at benytte emojis i din virksomheds SMS-kommunikation, er der altså både fordele og ulemper du bør tage i betragtning. Herunder har vi listet nogle af de vigtigste.

Potentielle fordele ved emojis i SMS-marketing

#1 Emojis gør det lettere at formidle en stemning gennem tekst

Når du kommunikerer på skrift, er der ikke de samme nonverbale muligheder for at udtrykke sig, som når du taler med nogen ansigt-til-ansigt. Det gælder for eksempel hånd tegn, kropssprog, ansigtsudtryk med mere. Her kan emojis nogle gange træde til og tydeliggøre hvilken stemning eller humør, der er ment med din tekstbesked.

#2 Dine SMS-beskeder bliver opfattet mere positivt

Flere studier peger på, at brugen af emojis har en positiv effekt på hvordan skriftlige budskaber bliver opfattet af læseren. Blandt andet fortæller en analyse fra Cambridge University, at individer, der bruger emojis på de sociale medier, også har en tendens til at være mere populære og indflydelsesrige på de selvsamme platforme. Et andet studie fra Journal of Language and Social Psychology beskriver, hvordan brugen af emojis i skriftlig kommunikation kan være med til at skabe positive relationer mellem afsender og modtager.

#3 Du gør dit budskab mere personligt

Rigtig mange mennesker benytter emojis, når de kommunikerer på skrift med deres private omgangskreds. Når du som virksomhed benytter emojis, kan det derfor være med til at gøre dit budskab mindre “corporate” og stift, og i stedet gøre budskabet mere personligt og i øjenhøjde med modtageren, som netop er vant til at benytte og modtage emojis i privaten.

#4 Emojis fungerer som fremragende blikfang

Vi ved det godt. En mur af tekst er sjældent særligt tiltalende, og de fleste af os scroller hurtigt videre, når vi bliver mødt af en. Det samme gør sig gældende på SMS. Her kan en emoji være med til at skabe blikfang og bryde teksten op og dermed også fange din modtagers opmærksomhed.

Potentielle ulemper ved emojis i SMS-marketing

#1 Emojis er ikke universelle, og det kan skabe farlige misforståelser

En emoji tolkes ikke nødvendigvis på samme måde af to forskellige individer. Når vi tolker en emojis betydning, sker det på baggrund af hvem vi er, hvor vi kommer fra og i hvilke sociale sammenhænge vi ellers benytter den pågældende emoji. Derfor er der altså en risiko for, at din modtager ikke har samme forståelse af en emoji, som det var tiltænkt fra din side.

#2 Dit budskab kan fremstå useriøst og mindre kompetent

Selvom de fleste af os bruger emojis og smileys til at symbolisere tillid og venlighed, risikerer du at din målgruppe tager dit budskab mindre seriøst, når du bruger emojis. Sådan står der i et studie publiceret i Social Psychological and Personality Science, der konkluderer, at en smilende emoji ikke har samme effekt på skrift som et smil i virkeligheden har. Bruger du emoji i dine arbejdsmails, kan det nemlig, ifølge studiet, få dig til at fremstå mindre kompetent. Det samme risikerer at gøre sig gældende, når du bruger emojis i din virksomheds SMS-kommunikation.

#3 Emojis i SMS-beskeder kan være en dyr fornøjelse

Ikke nok med, at emojis kan være vanskelige at bruge rent kommunikativt, fordi de ofte opfattes forskelligt fra person til person. Som beskrevet kan emojis også være en dyr omgang, hvis du ønsker at benytte dem i din virksomheds SMS. Som casen fra Luksusbaby.dk viste, er der ikke nødvendigvis en større konvertering eller omsætning at hente ved at bruge emojis. I sådan et tilfælde kan den øgede omkostning ved at bruge emojis altså ikke betale sig.

Opsummering: Kan det betale sig at bruge emojis i SMS?

Det korte svar er: Nej, det kan ikke betale sig at benytte emojis i virksomhedens SMS-kommunikation. I hvert fald ikke hvis vi tager udgangspunkt i casen fra Luksusbaby.dk. Det er dog vigtigt at pointere, at der kan være stor forskel på resultatet af sådan en undersøgelse alt afhængig af hvem din virksomhed er - og ikke mindst hvem jeres målgruppe(r) er.

Derudover må du også tage i betragtning, hvorvidt en øget omsætning per SMS overhovedet er jeres formål med at benytte emojis i jeres SMS-beskeder. Er jeres formål derimod ren branding, vil svaret muligvis være et andet.

Bonus afsnit: Vores 3 bedste tips til dig, der overvejer at benytte emojis i SMS

#1 Test, test, test

Mens emojis måske ikke giver de store resultater hos visse målgrupper og med visse budskaber, vil historien med al sandsynlighed være en anden i andre tilfælde.

Derfor er vores bedste råd til dig, som overvejer at benytte emojis i SMS, at prøve det af i din egen virksomhed. En god idé er at foretage 5-6 tests i streg, hvor du deler din målgruppe tilfældigt i to lige store dele og sender den samme besked henholdsvis med og uden emojis til hver gruppe.

Resultaterne vil afsløre, hvorvidt du bør benytte emojis i SMS eller ej.

#2 Kend din målgruppe

Din modtager er altafgørende for, hvorvidt emojis i virksomhedens SMS-marketing vil have en positiv effekt eller ej. Vælger du at bruge emojis i din virksomheds SMS’er, er det derfor vigtigt, at du er ekstremt opmærksom på, hvem du kommunikerer med, og hvordan dine emojis vil blive opfattet af modtageren. Den viden har du kun, hvis du sætter dig grundigt ind i hvem din målgruppe er, og hvordan deres tilgang til emojis er.

#3 Brug kun emojis, som ikke kan misforstås

Beslutter du dig for at benytte emojis i SMS-beskeder, vil det som regel være en god idé at følge præmissen ”alt med måde”. Lad være med at bruge fem emojis i hver besked, hvis I ikke har brugt emojis før, da det blot vil forvirre modtageren mere end det vil gavne. Sørg desuden for at bruge emojis, hvor betydningen så vidt muligt ikke er til at tage fejl af eller misforstå.

Julie Meldgård Nielsen

Forfatter

Julie Meldgård Nielsen

Head of Marketing & Communications
Med en baggrund i marketing og virksomhedskommunikation, jonglerer Julie dagligt med ord for at skabe de inspirerende tekster, du læser her på siden.
< Tilbage